men det er den helt rigtige beslutning for os.

Den seneste tid har jeg haft det rigtig hårdt. Rigtig hårdt! Det har været en følelsesmæssig rutsjetur. Det har rigtig mange omkring mig kunne mærke, og de har også lagt ører til lidt af hvert. I som følger med her på bloggen har også kunne følge med i lidt af det der har foregået. Det drejer sig om As institution. 

Det hele eskalerede en dag, efter jeg havde afleveret A i vs. Jeg kom hjem og brød sammen. Jeg kunne ikke mere. Det gjorde så forbandet ondt i maven, og det føltes ikke længere rigtigt.

Er det virkelig sådan her, det skal være? Hvornår ved man det er nok?

Så var der en der sagde, “Det er nok, når du går og har det så dårligt over situationen, og dit barn ikke virker trygt mere.” Og der, vidste jeg bare, at nu skulle der altså ske noget.

Jeg blev nødt til at stoppe. Jeg blev nødt til at sige fra. Jeg blev nødt til at tage en beslutning, som er til gavn for os som familie og især lille A. Jeg tror på, at børn er mærket af vores stemning og følelser. Hvis jeg er utryg, så er mit barn også utryg. 

Derfor skal A skifte institution

Nu går den ikke længere. Vi har fået plads i en privat institution. For at være ærlig, så havde jeg helt glemt, at jeg havde skrevet hende op her. Det er ikke en gang en måned siden, at jeg sagde til Zlatan “Ej, hvor jeg fortryder, jeg ikke skrev hende op i der“.

Men så fik jeg en mail i fredags. Timingen kunne ikke være mere perfekt! Det kom som sendt fra himlen. Der var dog 15-20 andre, som også havde fået den samme mail, så mine forventninger var ikke store. 

Jeg var glad, overrasket, og bange på samme tid. Jeg følte mig vildt usikker. Det gjorde så ondt i mit moderhjerte, at jeg skulle tage denne beslutning. Tage hende ud efter 5 måneder. Men jo mere jeg tænkte, jo mere kom jeg frem til, at 5 måneder er ingen tid, ift. 1 år og 5 måneder, hvor hun (MINDST) yderligere skulle gå i vuggestuen! Hvis det skulle være, så skulle det altså være NU. Jeg skyndte mig, at udfyldte og svare JA til pladsen. 

Dagen efter får jeg et opkald, og A er tilbudt pladsen. Hvaaaaaad…?! Jeg havde seriøst ikke turde håbe det. Det var blandt andet hendes alder, der gjorde, at hun fik pladsen. Denne vuggestue går meget op i stuens sammensætning og at der skal være harmoni.
Jeg kom til rundvisning og samtale dagen efter, og jeg følte mig så lettet. Der er bare styr på tingene, det hele er så organiseret og struktureret, og det allervigtigste – pædagogerne virkede glade og havde overskud. Det smitter på forældre og børn! Der var en hel anden ro her.

Hvad er det for et samfund, vi er ved at udvikle os til? 

Jeg vil slet ikke kritiserer det nuværende sted. Det er ikke deres skyld alene. Jeg vil bruge dette indlæg til at gøre opmærksom på de ting der sker, fordi alt er begyndt at handle om kroner og ører, og statistikker mm., og hvor man med tiden er begyndt, at miste den personlige kontakt, og alt det der hører med. Kærlighed, omsorg, nærvær, tryghed og sikkerhed. 

Det, jeg derimod kan tillade mig, er, at kritisere vores system og vores regering. Hvor besparelser altid skal tages dér, hvor der er allermest brug for dem – børn og ældre. Hvad er det for et sygt system? Jeg behøver slet ikke nævne, de forfærdeligt ting, der sker i vuggestuer og børnehaver, fordi der “ikke er hænder nok”, og for slet ikke at tale om plejehjem og hjemmebesøg. Det er så nedværdigt!

Det er ikke det danske velfærdssystem, som vi kender det. Som vi kendte det.

Jeg ved, det ikke hjælper, at flere tyer til det private, for vi skal presse på, så forholdene ikke forværres. Men helt ærligt?INGEN forældre har tid til at vente på det – alt imens vores børn lider i insitutionerne, og vi føler, vi forsømmer dem hver dag vi afleverer. Børnene skal ikke være overladt til sig selv, de skal ikke føle sig forkert og til besvær. De skal føle sig trygge og der skal gives omsorg.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har spildt mange tårer på grund af det her. Det kan virke så overdrevet og mærkeligt udefra, men når det kommer til det lille menneske man har sat i verden, så sidder følelserne altså uden på tøjet. Beslutningen var ikke nem, men den nuværende leders kommentar “Det skal I vænne jer til”, da vi sad til trivselssamtalen, gjorde beslutningen 100 gange nemmere!

For er det virkelig dét vi skal? Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke, nogen skal vænne sig til, at ens barn forsømmes, og bliver omtalt som besværligt, fordi der ikke er nok ressourcer til, at der kan gives omsorg til de børn der har brug for det. (som I har læst i tidligere indlæg, så er A meget bundet til sin primære pædagog, og det sejler når hun ikke er tilstede)

Jeg ved, der sidder mange forældre derude, og tager sig til hovedet, fordi de netop oplever det samme – eller har været igennem det. Man sidder og føler, at der må være noget galt med en selv. Kan det virkelig passe? Hvad er det der foregår, og hvorfor fungerer det ikke. Men nej, jeg har siddet med de samme tanker, og med en masse støtte fra skønne medmødre, er jeg kommer frem til, at NEJ, det er ikke mig den er galt med. Det er bare ikke det rette sted for mit barn, lige meget hvor meget jeg ønsker, at tro på, at det er helt perfekt, som vi jo har hørt. Som så meget andet ved forældreskabet, så fungerer noget for nogen, men ikke for andre.

Som den nye afdelingsleder sagde til mig:

Jeg har været i det kommunale, og er nu i det private. De følelser man sad med som pædagog, hvor man ikke følte man kunne gøre NOK for børnene, fordi man var presset fra alle sider, er slet ikke til at sammenligne med de følelser forældre sidder med, fordi det er deres små guld, vi har at gøre med.

Så nu glæder vi os til et nyt kapitel, som forhåbentligt kun bringer en masse glæde og godt med sig.

*Jeg beklager, at mine indlæg altid er så lange* :p

A ved Christianshavnsvold

Tak fordi du læser med.