Institution

I går fik I indblik i vores nybygger drømme og hvordan vi kom dertil. Det her indlæg er vedr. institution – noget som sjældent er problemfrit for mig.

En af de ting, der holdte mig tilbage på Amager, var bla Adrianas institution. Hun trivedes og jeg kunne ikke klare tanken om at hun skulle skifte (igen).

Nogenlunde samme tid som vi lavede fejlkøb på det renoverede hus i efteråret, der valgte hendes institution at lave kæmpe ændringer. Bla afskedige en fantastisk pædagog på hendes stue, den anden valgte at opsige sin stilling lige efter, og den sidste havde opsagt inden alt det her skete. Så alle 3 pædagoger ville blive skiftet ud inden 2018. Fuck! Krisemøde.

Heldigvis skulle vi på ferie det meste af december, så hun skulle ikke gå der mens alt kaos stod på.

Men tingene gik kun ned af bakke. Desværre. Hvad der før var en tryg, varm, og kærlig institution var blevet helt vendt på hovedet, og børnenes behov blev slet ikke mødt længere. Så efter en januar, hvor hun kun blev puttet 6 dage i hele måneden, og hele tiden var træt, ked og pylret, fik jeg nok.

Vores familieliv var slet ikke i balance mere.

Flere gange prøvede jeg, at tale med dem og samarbejde, men det hjalp ikke. De lagde alt ansvaret på hende.

Jeg fandt ud af, at børnene får max 30 min til at falde i søvn, ellers bliver de taget op – for at de kan afholde pauser. Børn er ikke robotter! Ikke alle kan sove på samme tid, og da jeg en dag hentede en meget ked pige, der var overvældet af træthed og græd i armene på pædagogen, der knækkede filmen for mig.

Jeg kunne ikke længere nikke og lytte. Jeg hævede stemmen. Nok er nok! Tag jer for helvede sammen. Giv plads til det enkelte barns behov.

Det resulterede desværre kun i dårlig stemning, hvor jeg ikke havde lyst til at aflevere mit barn længere. Hvem gider i øvrigt det, når pædagogen agere arrogant og ikke hilser mere?

Så da handlen med det nye hjem kom på plads, tog jeg en hurtig beslutning. Adriana skulle ikke gå i Giraffen (TRYGGE INSTITUTIONER) længere. Selvom hun kunne fortsætte frem til juni. NEJ TAK.

Min beslutning var helt rigtig! Da jeg valgte at meddele forældrene om vores beslutning, og ligeledes dele den samme besked til ledelsen fik jeg en skideballe af lederen i huset, samt blev slettet helt fra Family (den app vores institution bruger). Ergo betaler vi for en plads, som vi ikke kan gøre brug af, da de jo har slettet Adriana i systemet (udelukkende for at give mig mundkurv på). Nå! Bum bum…

Sådan er det, vel… Når succes stiger en til hovedet, og penge vægter mere end mennesker. Det er endda en privat institution, men hvor forældrene åbenbart har nada at sige. Det værste er nok, at de ikke tager kritikken til sig, eller møder mig i dialogen. Intet. “Væk med hende, så vi kan få et nyt barn ind”-agtig. Føj.

En far til et barn som gik på Adrianas stue sagde så fint, “Det er det rigtige at gøre. Alle bør have mulighed for at træffe det valg for deres barn, men det er bare ikke en mulighed for mange, fordi begge forældre arbejder”, og det er jeg rigtig ked af. For jeg ønsker virkelig at forældre kan reagere ud fra deres børns bedste, og ikke som forholdene er nu, hvor forældre ikke kan så meget andet end håbe på det bedste.

Nu trives hun hjemme med lillebror og jeg – og det er helt perfekt. Hun og VI er i balance, glad og alt kører som det skal ❤️

Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde det var nemt! Det er benhårdt, men mit barn er en hel anden, siden jeg traf det valg – og selvom det hele påvirker mig meget både med smerter og træthed (næste indlæg), så har jeg gjort det rigtige for mit barn, og snart kan vi alle slappe af i sydens varme.

Næste indlæg er om Aydin og vores ammeforløb.

Tak fordi du læser med.