Her er dit barn, farvel.

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har tænkt, hvordan personalet på hospitalet kan vide sig sikre, at man kan tage sig af det lille barn. For man er jo selv sikker på, at man nok skal klare det! Dog kan usikkerheden komme når man står og skal hjemad… 

Adriana er nu 2 måneder, og sikke hun vokser og trives! Vi elsker hendes dobbelthager og lækre lårbasser. Hun har absolut ingen problemer med at tage på – hun er blevet rigtig “rambo” af mors fløde! Denne tid er især skøn, fordi vi kender hinanden bedre – det kom ca ved 6. uge – og hun er interesseret i alt og er meget mere aktiv-vågen. Hun smiler og kaster rundt med armene, og siger en masse lyde, især “gaaa-gaaaa”. 

– og netop de babylyde er jo geniale! De fortæller netop hvad baby vil. Men hvorfor har ingen fortalt om dem? Så vil det da gøre tingene nemmere for en, for de der babylyde er netop ikke alle ens. Så hurra for Dunstan’s baby teori, og spred budskabet. For man skal nok klare det, og man skal nok kunne aflæse sit barn. Det er bare en hård start, som alt andet i livet, før man kommer til “den gode del”. 

Og det er sgu sandt, når de siger, at man ved først hvad ægte kærlighed er, når man ser på det lille væsen man har skabt sammen. Deres små smil fylder en med uendelig lykke. Og så er der intet bedre end babyfødder!!   

  
Link: http://youtu.be/ValdMXD5wQI

Tak fordi du læser med.