By 
Det her indlæg startede jeg på i august 2019, og fik aldrig færdiggjort det. Life happened og så skete der (igen) en del, som jeg nu synes giver mening ift at afslutte det.
Som jeg startede…
Jeg gør mig mange tanker de her dage… De bør komme ud. Jeg har altid brug for at komme ud med noget på skrift. Jeg har utrolig mange kladder, fordi tankerne flyder derudaf.
Work-life-balance
Jeg har jo det seneste år fået en ny rolle. Jeg har taget den meget traditionelle vej ift de trin der er i livet. Så traditionel den kan blive, for arbejdsløshed var ikke en del af planen. Jeg prioriterede skolen før noget andet og så kom børnene. Lige i rap. Det var det vi ønskede.
Så i næsten 4 år har jeg været gravid, barsel, gravid, barsel.
Så ramte den kulturelle virkelighed mig. Ja, hvorfor skriver jeg sådan? Kulturel virkelighed – hvad er det for noget?
Jo, ser du. Jeg har været så priviligeret, at jeg gik det meste af tiden hjemme med ungerne. Ja, de var også i institution, men primært 9-14 og masser af fridage. Mens de var væk fokuserede jeg på at finde job mm. Vores liv var sådan, fordi det kunne lade sig gøre – takket være min mand.
Så kom der andre ting i vores liv, som vi blev nødt til at ændre lidt på. Nyt hus i et helt nyt og ukendt område, og min mands ønske om at gå egne veje karrieremæssigt. Og det skulle han!! Han har knoklet røven ud af bukserne, og hvad er meningen med det hele, hvis man ikke kan være herre over sit eget liv? Så ja. Det gjorde vi.
Jeg kom langt om længe i arbejde, dog vikariat, og børnene kom derfor desværre længere tid i institution. Det var hårdt. Det var svært for dem. Det var svært for mig.
Og det her er måske, hvor nogen kvinder ruller med øjnene…
Jeg græd hele den første uge!! Hver dag jeg kom hjem og så dem havde jeg brug for 5 min på toilettet og tude. Det var så ubeskriveligt hårdt, at være adskilt så mange timer.
Hvordan kan vi bilde os selv ind, at vi er verdens lykkeligste, når vi samtidig kun ser vores egne børn 3 timer om dagen? Ja, det er groft, men når de er små sover de altså tidligt. Når de er små, er det der, de har mest brug for os.
Det er her den kulturelle virkelighed kommer ind. For det er kulturelt at vi har accepteret denne adskillelseskultur. Fordi begge forældre skal i arbejde, mens vi parkerer børnene hos andre. Som vi nu har evidens for ikke er det bedste, og hvor vilkårene er så dårlige at vi flere gange skal ud på gaden for at råbe politikkerne op! Men det er en anden snak…
Heldigvis fandt vi hurtig en rytme. Hvordan vi skulle gøre for at det hele gik op, og svigerforældrene hjalp også med at hente ungerne to gange om ugen. Men det retfærdiggjorde stadig ikke de mange timer de alligevel var afsted, selvom vi gjorde alt for at de ikke blev afleveret tidligt og blev til sent.
Hvad ville du gøre om, hvis du kunne?
Her i 2020 kan jeg endelig se mig selv udgive dette indlæg . Det skyldes, at jeg i august blev klogere på livet, mig selv og ønsker for vores liv. Jeg begyndte at lytte til en bog.
Vi snakkede tit derhjemme om elementerne i bogen. Det var en bog min mand havde fået, men aldrig fik læst. Den lå på hylden, men jeg ville hellere lytte end at læse.
Det handlede egentlig om, hvad vi mest fortryder i livet, når det faktisk er for sent.
Tiden og nærværet med de kæreste
En måned senere blev Zlatan også klogere, og hvad der startede som en svær samtale endte med at være en lettelse.
“Jeg trives ikke her. Jeg ser ikke vores børn vokse op her“.
Mit automatiske svar var, “Vil du gerne tilbage til Amager?”. Det var egentlig det, jeg håbede svaret var.
Hvorfor? Fordi vi lovede hinanden at vi efter et år skulle se det hele an, om det her nu også var os, at bo hvor vi bor. Hvis ikke, så var der kun en mulighed for os.
Vi var kørt død i det liv, som ingen ønskede. Lang transporttid, alt for lidt tid som familie, og børn der pludseligt var længere tid i institution end med os. Noget som var hverdag for de fleste, men vi er bare ikke bygget som de fleste. Vi kunne ikke være i det.
Derfra gik det stærkt!! Vi satte huset til salg og under 2 uger blev det solgt. Det var en sammenbragt familie, og mødet med dem var godt. Faktisk var jeg ret glad for, at det var dem som skulle bo der.
I december flyttede vi tilbage til Amager. Folk spurgte tit om vi var faldet til. Det var ikke nødvendigt. Langt om længe var vi hjemme igen.
Det var den rigtige beslutning for os.
Vi efterlod, desværre, en fantastisk institution. Det var dét som gjorde det sværest for os, fordi vi var trygge ved det sted, vi afleverede børnene for at tage på arbejde. Alt skal nok falde på plads igen, men det vigtigste er nu, at vi føler os lykkelige og hjemme. Børnene har taget det så fint og alt er som det altid skulle have været!
Tak fordi I følger med! ❤️
